Jeg går faktisk ganske tit igang med at strikke noget til mig selv, men af én eller anden grund ender det ofte enten i ventebunken mens jeg lige strikker noget til eller for andre, eller også bliver det strikket færdig, men bare aldrig hæftet 🙄 Bunken af UFOer er efterhånden ret stor og det er jo fjollet. Jeg finder det bare af en eller anden grund nemmere at færdiggøre strikkerier til andre, sikkert fordi der jo så oftest er en deadline på projektet, og så får man glæden ved at se andre mennesker i noget som jeg har kreeret, som bonus oveni. Men de klæder som jeg selv har lavet og bruger, er jeg jo egentlig ret glad for, og det giver da bestemt også et eller andet lille kick at gå i det hjemmelavede. SÅ…. Jeg har besluttet at 2017 skal gerne indeholde mere ego-strik, eventuelt lidt ego-sy og helt sikkert færre ufærdige projekter. (Og så kunne man jo overveje at lave UFO-bunken mindre ved enten at trævle op eller gøre færdig…)

Forleden aften på Instagram spottede jeg så @frkgarn’s Garderobe Makealong og tog et smut forbi hendes blog for at læse mere om tankerne bag. Dette passede ret godt med nogle af de overvejelser jeg har haft, men satte også lidt af et tankemylder i gang…

Så nu har jeg så besluttet at jeg hopper med på GarderobeMAL-vognen. Og jeg har sat lidt regler op for mig selv:

  • Flere ego-projekter 😀
  • Jeg må så vidt muligt kun må sy og strikke til mig selv af garn og stof jeg allerede har…
  • Jeg må ikke shoppe tøj de næste to måneder. Her har jeg lavet en aftale med min skønne kollega Bettina som også holder shoppestop.

Derudover må jeg hellere prøve om jeg ikke kan rydde noget mere ud i det der klædeskab. Jeg synes virkelig at der røg meget ud da Casper flyttede ind, men det må da være muligt at samle bare en lille bitte pose 😉

I går aftes slog jeg det op på Instagram og nu står det også her. SÅ nu står det sort på hvidt på et socialt medie og det store vilde net, og så gælder det jo!! Jeg kan allerede mærke det, 2017 bliver et skønt strikkeår!! Sæt i gang… 😀

 

2 comments on “Nyt år, mere ego…”

  1. Hej Trine
    Nu sidder jeg lige og kigger din blog igennem, da jeg selv overvejer at oprette en. Og jeg kan se at der ikke har været den store aktivitet i hele 2017 🙂
    Skal det være et mål for 2018, eller er du ved at droppe ud af blokkeriet.
    Kæmpe knus
    Anna

    • Hej Anna!
      Jeg stemmer klart for at du skal oprette en blog :D. Ja, suk… Jeg har virkelig været dårlig til at få lagt noget som helst op. Jeg tænker virkelig tit på det, så burde jo nok bare gøre noget ved det. Det er bare lidt som om Instagram har vundet lidt på den front. Men jeg har ikke givet op endnu. Jeg vil jo gerne! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *